Af Annelene Højvang Larsen, kommunikationschef, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Den 20.-22. januar afholdes første læringsseminar for de 15 nye kommuner, der er en del af I sikre hænder 3.

Kommunerne vil arbejde med forskellige af indsatsområderne tryksår, fald, infektioner, tidlig opsporing, ernæring, ledelse, borgere og pårørende, mens de alle kommer til at arbejde med medicin, hvor vi ved, at der hvert år sker mange utilsigtede hændelser.

Til at hjælpe med forbedringsarbejdet er der udviklet patientsikkerhedspakker – i daglig tale kaldet pakker – som består af en række handlinger, som vi ved har en positiv, forebyggende effekt, når de udføres samlet for borgerne.

Det kan derfor hjælpe kommunerne i I sikre hænder 3 med at nå målet om bedst mulige observation, pleje og behandling for borgerne i ældreplejen. Det siger Bodil Elgaard Andersen, som er projektleder for forbedringsprogrammet:

- Ved at arbejde systematisk med pakkerne får kommunerne en god ramme for forbedringsarbejdet, som gør det nemmere at sikre de enkelte processer og arbejdsgange, og at borgerne får en sikker pleje og behandling.

Sikrer systematik i det, der virker

En pakke er kort fortalt et redskab, der understøtter systematiske arbejdsgange. Den beskriver i punktform de vigtigste handlinger inden for et bestemt klinisk område og har til formål at sikre, at alle borgere modtager den pleje og behandling, som sundhedsfaglige eksperter på forhånd er enige om, er den rette.

Det er ikke hensigten at indføre nye pleje- eller behandlingsprincipper eller at ændre eksisterende retningslinjer. Men det gør det nemmere at huske det hele – hos alle borgere hver dag.

- Pakkerne er en del af de redskaber og metoder, som kan hjælpe kommunerne til at opnå de forbedringer, der ønskes. De kan hjælpe med at se på, hvordan nuværende arbejdsgange fungerer og finde frem til nye idéer, der kan afprøves for at opnå den pleje og behandling, der kommer borgerne til gavn, siger Bodil Elgaard Andersen.

Som en del af arbejdet med pakkerne indgår også Forbedringsmodellen og indsamling af tidstro data, så det er muligt at følge med i, om de ønskede afprøvninger har en effekt, og om det rent faktisk fører til forbedringer for borgerne.

- Med de opdaterede pakker bygger vi ovenpå den nyeste viden og evidens, og nu er vi klar til, at de nye kommuner tager dem i brug som en del af forbedringsarbejdet i I sikre hænder 3. Jeg glæder mig til at komme godt i gang med programmet sammen med kommunerne, siger Bodil Elgaard Andersen.

>>> Foranalyser giver kommuner en god start på I sikre hænder 3