Af Annelene Højvang Larsen, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Den 2. og 9. juni 2020 inviterede KL og Dansk Selskab for Patientsikkerhed til informationsmøder om 3. bølge af I sikre hænder.

Her kunne interesserede kommuner høre om forbedringsprogrammet og om de resultater og erfaringer, som er opnået af de 18 kommuner, der tidligere har deltaget, siden programmets begyndelse i 2013.

Deltagere fra over 50 kommuner

Interessen var stor for at høre mere om forbedringsprogrammet, og mere end 200 deltagere fra 53 kommuner deltog på de to informationsmøder.

Her kunne de høre om målet med I sikre hænder, pakke og indsatsområder, resultatetmål, gevinsten ved at deltage, forventninger til kommunerne, aktiviteter og tidsplan for 3. bølge samt selve ansøgningsprocessen for at komme i betragtning.

Aarhus Kommune var del af 2. bølge, der begyndte i 2016, og viceområdechef Kirsten Høgh Obling og kvalitetskonsulent Ane Blom delte på informationsmøderne deres erfaringer fra I sikre hænder.

De gav bl.a. et indblik i baggrunden for kommunens deltagelse, erfaringer med programmet, hvordan I sikre hænder har forbedret kvaliteten og patientsikkerhed, og de gav eksempler på projektlederens rolle og opgaver.

Spørgsmål ang. ressourcer, tidsforbrug og organisering

Undervejs havde deltagerne på informationsmøderne mulighed for at stille spørgsmål, og der var stor interesse for at høre mere om ressourcer, tidsforbrug og organisering i forhold til deltagelse i I sikre hænder.

Der blev også spurgt ind til økonomien. Som kommune får man ikke økonomisk støtte for at deltage, i hvert fald ikke udbetalt i kroner og øre. Der vil være kompetenceudvikling af medarbejderne ift. at drive forbedringsarbejde, og det vil i sidste ende komme borgerne til gavn.

- At der ikke er økonomisk støtte i kroner og øre kan have den fordel, at programmet skal indtænkes i kommunens øvrige økonomi fra begyndelsen og ikke først til slut, hvor der så er risiko for, at der ikke er midler til at forsætte ud over programperioden, lød det fra projektleder Bodil Elgaard Andersen, der er chefkonsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Der blev også spurgt ind til, hvor meget tid der skal afsættes for at deltage. Her lød svaret fra tidligere deltagere, at der selvfølgelig skal bruges tid, men at der også flyttes tid, der måske tidligere blev brugt på fx efterdoseringer, til at udvikle et sikkert system og styrke den fagfaglige viden hos medarbejderne. Erfaringen var desuden, at den tid, der sættes ind, skaber begejstring og engagement blandt medarbejderne.

Se videooptagelse af informationsmødet via Microsoft Teams den 9. juni 2020:

>>> Se videoen på vimeo.com

>>> Ansøg om at deltage i I sikre hænder

Ansøg om at deltage i I sikre hænder

Regeringen har med Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2020-2023 afsat 16 mio. kroner til udbredelse af ”I sikre hænder”.

Derfor søger vi nu 15 nye kommuner til at deltage i 3. bølge af I sikre hænder.

Læs mere om, hvordan I ansøger, og download ansøgningsskemaet.

>>> Sådan ansøger I

FORBEREDELSESKATALOG FOR BØLGE 3

I forberedelseskataloget kan du læse, hvordan forbedringsarbejdet foregår i praksis, hvordan det kan organiseres i kommunerne, hvad det kræver af jer som kommune, samt hvordan programmet vil forløbe for den 3-årige periode.

>>> Hent forberedelseskatalog for bølge 3